FortidsmindeBlog

FortidsmindeBlog

FortidsMindeBlog fra Museerne Vordingborg

Velkommen til vort lille bulletinboard fra fortiden. Her kan du finde ugentlige beretninger fra arbejdet i felten.

Hvis du har input, spørgsmål eller tips - er du velkommen til at kontakte os.
For at skrive kommentarer skal du indtaste dit navn eller alias samt afskrive den automatiske genererede kode.

God fornøjelse!

Broskovvejen

Blogs på Museerne.dkPosted by Jonas Christensen Thu, September 17, 2009 08:58:21

Broskovvejen har været temmelig overgroet de sidste par år, men nu er vejen blevet afrenset og man kan atter se det imponerende anlæg.

Vejen er 70 meter lang og krydser Hulebæk ådal nær Gammel Tappernøje ved Præstø Fjord.

Broskovvejen er anlagt i yngre romersk jernalder, omkring 200-400 e.Kr. Den er opbygget af flade sten, der er passet nøje sammen, og med en række af højere kantsten på begge sider. I den nordlige ende ses en sænkning i vejen, hvorigennem åen har strømmet.
Den omhyggelige konstruktion efterligner romersk vejbyggeri, og Broskovvejen er uden tvivl Nordens flotteste oldtidsvej!

I middelalderen er der atter anlagt en vej over ådalen, men denne gang af mindre og noget mere lemfældigt anbragte sten.

I Storkeskoven mod nord kan man stadig se flere hulveje, hvor trafikken er blevet ledt op over bakken. Før i tiden var veje ikke en lige linie, men brede færdselskorridorer gennem landskabet med flere forløb.

De tidligste stenveje stammer fra den tidlige jernalder (fra 500 f.Kr.), men de er mere uregelmæssige og ujævne end Broskovvejen. Veje opbygget af ris, grene eller sveller kendes dog helt tilbage fra bondestenalder og bronzealder.
Datidens vogne var imidlertid ikke konstrueret til at køre på sten, så Broskovvejen og de andre stenveje har formentlig været tildækket med sand eller grene.

Samtidig med anlæggelsen af Broskovvejen ses et omfattende vejbyggeri på Stevns, hvor der anlægges og udbygges flere veje over Tryggevælde Å.
Både disse veje og Broskovvejen kan dermed sættes i forbindelse med Himlingøje gravpladsen og Nordens vigtigste magtcenter i denne periode. Fyrstedynastiet i Himlingøje kontrollerede forbindelserne til resten af Norden og til Romerriget mod syd, og trafikken til og fra Stevns var derfor utrolig vigtig.

  • Comments(0)

Fill in only if you are not real





The following XHTML tags are allowed: <b>, <br/>, <em>, <i>, <strong>, <u>. CSS styles and Javascript are not permitted.